INNOVATION

Alle taler om innovation, men der kan være stor forskel på opfattelsen af ordet. I denne strategi bruger vi begrebet som overskrift for forskellige aktiviteter, der bygger videre på et allerede etableret fundament.

Det handler om at forandre og forbedre, hvad vi allerede har, gennem nye måder at tænke på, gennem nye samarbejdsformer, nye netværk og nye metoder.

Vi vil altså koncentrere os mest om at udvikle de områder, hvor vi allerede er stærke i stedet for at opfinde helt nye forretningsområder eller lede efter styrkepositioner, der ikke findes.

Med innovationen skal vi først og fremmest samles, hvor potentialet for udvikling er størst, og hvor vi tror på, at vi kan lykkes. Det skal være i de brancher og sektorer, der har de bedste muligheder med et stærkt fagligt fundament, lokale ildsjæle, de rigtige uddannelser og åbne og forandringsparate virksomhedsledere.