Find os på en ny adresse i 2023

Nye opgaver på en ny adresse

I 2022 havde HER 10 års fødselsdag. Det første år var der 115 medlemmer, og nu, 10 år efter, bakker mere end 600 virksomheder op om erhvervsudviklingen og erhvervsrådets arbejde. Fra starten af det nye år, tager vi hul på en ny samarbejdsaftale med Haderslev Kommune, hvor hovedmålet er, at der skal skabes og tiltrækkes flere arbejdspladser de kommende år. Aftalen styrker den samlede erhvervsindsats, og lægger op til et tættere samarbejde mellem kommune og erhvervsråd. Det første skridt på vejen er, at der er lavet fælles handlingsplaner for indsatserne i 2023, og at der er ansat en erhvervskonsulent i Haderslev Kommune.

De nye prioriteringer og opgaver betyder, at HER får brug for mindre plads, og lokalerne på Jomfrustien skal snart vige til fordel for byudviklingen. Derfor betyder årsskiftet også en ny adresse til HER. Mellem jul og nytår rykkede vi fra Jomfrustien til Gåskærgade 28 i den flotte gamle bygning, som de fleste kender som ”den gamle Latinskole”. HER er blandt de første, der flytter ind i de historiske bygninger, som skal have nyt liv med forskellige aktiviteter af både erhvervsmæssig, uddannelsesmæssig og kulturel karakter.

Fra starten flytter både HER, Haderslev Butikker og VisitHaderslev med på Gåskærgade, og der vil fortsat være de samme gode muligheder for at bruge mødelokaler og faciliteter for virksomheder og medlemsforeninger. VisitHaderslev bliver fremover en del af Destination Sønderjylland, og der skal i den forbindelse undersøges muligheder for et turistbureau i Haderslev.

Når vi er helt på plads i de nye lokaler, inviterer vi alle på besøg – men kan du ikke vente, er du altid velkommen til at kigge ind.

P.S. På grund af flytningen, roder vi de kommende par uger, og kan måske være lidt langsommere på svartasterne og telefonerne end sædvanligt.

HER skal vi bo fra det nye år