FÅ HJÆLP AF EKF

Danske eksportvirksomheder, der er plaget af coronakrisen, kan nu få en hjælpende hånd fra EKF Danmarks Eksportkredit. Det sker i form af to konkrete initiativer over for eksportvirksomheder.

 

Det ene henvender sig til virksomheder med likviditetsproblemer, mens det andet skal sikre, at virksomhederne fortsat kan få forsikret deres eksportordrer hos private kreditforsikrere. De to tiltag kan hjælpe flere hundrede virksomheder bedre gennem krisen ved hjælp af lån via banker til drift for i første omgang 1,25 mia. kr. og forsikring af eksportordrer for et lignende beløb.

 

Netop nu, hvor hele verden er ét kriseområde, er også dansk eksport under et stort pres. Danske virksomheder, der i større eller mindre grad lever af at sælge deres produkter i udlandet, risikerer et tilbageslag, der igen kan ramme medarbejdere og ultimativt virksomhedens overlevelse.

I forlængelse af de mange initiativer fra politisk hold, der skal understøtte dansk erhvervsliv, er EKF’s to initiativer en særlig målrettet støtte for virksomheder inden for eksport og internationalisering, som ellers risikerer aflysninger og forsinkelser af eksportordrer. Danmarks grænser er åbne for transport af varer, og dermed er selve de fysiske rammer for eksport til stede. Men for den enkelte eksportvirksomhed er det afgørende, at der er sikkerhed omkring likviditeten og forsikringsforholdene.

 

Ønsker du hjælp til din virksomhed? Så kan du kontakte Udviklingskonsulent Jan Hyldal HER.